af Kandidat til Region Midtjylland Niels Gyldenlind Mikkelsen og Jan Fischer kandidat til KV21
19. november er det Mændenes internationale kampdag.
En mærkedag som blev grundlagt i starten af 1990’erne for at have en pendant til kvindernes, der i årtier har ligget 8. marts. I Socialdemokratiet markerer vi begge to!
Den gennemsnitlige mand dør tidligere, bliver oftere skadet på arbejde og rammes hårdere end den gennemsnitlige kvinde. Særligt enlige eller fraskilte mænd ligger i bunden, når det kommer til levealder samt fysisk og psykisk trivsel. Begge køn har altså en række fordele og udfordringer, som vi ønsker hhv. at dyrke og begrænse.
For mændenes vedkommende viste Syddjurs kommune i år sit værd ved at blive kåret til såkaldt ”Guldkommune” af Forum for Mænds Sundhed sammen med 34 andre kommuner. Prisen bliver givet til de kommuner, som har målrettede indsatser for fædre – og deres børn. Et godt familieliv og en sikkerhed i sin rolle som far er fundamentalt for trivslen for en mand i det 21. århundrede og vi er stolte af vores kommune og vores medarbejdere, som bliver anerkendt for sit store og vigtige arbejde. Desuden arbejder vi for etablering af ’Fars Legestuer’ og sammen med Rigshospitalets fædreforskningsprogram så kommunerne også screener og behandler fædre for fødselsdepression.
Som socialdemokrater insisterer vi på, at sundhedsvæsenet og velfærd er for alle og at én gruppe ikke skal beriges på en andens bekostning. I fremtiden kommer vi til at leve længere og samtidigt kunne diagnosticere bedre og behandle mere. Det vil sætte vores velfærdssystem under pres – med mindre vi investerer i mennesker i god tid. Vi mener, at ”god tid” i bedste fald er inden problemet opstår. Som familierådgivning til nybagte forældre, anti-rygekampagner i folkeskolen og screening for kræft. Jo mere viden og opbakning desto færre fejl og tragedier.
Denne gang var det fædrene, der tog et skridt op ad trivselstrappen. Vi ser frem til at løfte endnu flere i fremtiden.