Af Michael Aakjær, Socialdemokratiet
Hvert år udgiver Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (ViVe) tal til at sammenligne kommunerne imellem. Disse tal kaldes for eco-nøgletal. Tallene er overskuelige og umiddelbart let anvendelige. Når en kommunes service opgøres i eco-nøgletal optræder kommunen sammen med landsgennemsnittet for servicen og en gruppe af sammenligningskommuners tal.
Som en af Syddjurs’ sammenligningskommuner nævnes ofte Favrskov kommune.
Men gruppen af sammenligningskommunerne er ikke ens, fra velfærdsområde til velfærdsområde. Og man skal være opmærksom på at sammenligningskommunernes sammensætning i eco-nøgletallene ændres fra tid til anden. Det er senest sket i 2021. Et historisk sammenligningsperspektiv er således uklart.
Man skal også være opmærksom på, at sammenligningskommunerne dannes pba beregninger af kommunernes ressourcepres og udgiftsbehov ikke på baggrund af hvordan udgifterne opgøres og konteres i de enkelte kommuner. Måske er det derfor, at det kun er muligt for eco-nøgletallene at forklare 61% af forskellene i kommunernes nettoudgifter til fx området for børn og unge med særlige behov.
Eco-nøgletallene er således som alt andet statistik blot et bidrag til understøttelse af den politiske debat. Det er ikke og skal ikke opfattes som ”Sandheden”. Vive skriver selv i vejledningen til deres eco-nøgletal, at de ”… sjældent giver hele forklaringen på et forhold…” Jeg kan umuligt være uenig i den beskrivelse!
I den seneste tid har det særligt været ældreområdet der har været til debat. Debatten har handlet meget om dyrt vs billigt, kvaliteten og prisen på at drive serviceområdet.
Ud fra ovenstående kan kvaliteten af et serviceområde ikke få et fyldestgørende svar, alene ved at sammenligne de økonomiske tal. Dyrt vs billigt er ikke en skala der kan stå alene for vurderingen af hvilken service borgerne skal tilbydes. Andre faktorer skal også i spil.
På det specialiserede børne- og unge område forelå der i budgetforhandlingerne en nøgletalsanalyse, baseret på eco-nøgletal. Den pegede på, at Syddjurs Kommune ligger pænt over både landsgennemsnittet og vores sammenligningskommuner. Den simple konklusion kunne derfor være, at Syddjurs i de kommende år skal ned på landsgennemsnittet, da det jo lovmæssigt formentligt er godt nok.
Sådan er det ikke i min verden.
Hvis vi i Syddjurs kommune nedsætter udgiftsniveauet, så falder landsgennemsnittet også – muligt forstærket af at andre kommuner, der ligeledes ligger over, angiveligt vil tænke det samme. Derved kan vi ende i en spiral, i et ”race to the buttom” for området. Det som eco-nøgletal ikke siger det er, hvor i styringskæden, at prisen løber løbsk? Derfor er der behov for noget andet, noget mere. Der er brug for fagligheden, at den også kommer i spil når vi skal beslutte vores serviceniveau til borgerne. Og det er den faglighed vi som politikkere skal sikre er til stede og at den inddrages i vurderingerne af vores service. Prisargumentet gør det ikke alene. Politisk vil jeg aktivt arbejde for, at andet end spørgsmålet om, hvad det koster er den afgørende faktor for den velfærd som vi tilbyder borgerne i Syddjurs Kommune.