af Daniel Buttenschøn
På vegne af Socialdemokratiet Ebeltoft og omegn
Der er et stort trafikalt pres på Ebeltoft i højsæsonerne, når turisterne valfarter til vores skønne, smukke by.
Der er en kun en vej ind og ud af byen, det bliver en flaskehals, hvilket forårsager lange køer. Især lørdage når sommerhusene skifter beboere, men også mange andre dage er der højintensitet på vejene.
En reel løsning på denne udfordring vil formentlig kræve en ekstra vej ind i eller omkring Ebeltoft.
Dette er ikke noget, der ligger lige for, og det er ikke en enkel sag med klare svar.
Det er derfor vigtigt at tage udgangspunkt i at løse de umiddelbare, sikkerhedsmæssige udfordringer.
Krydset mellem rute 21(Vibæk Strandvej/Røndevej) og Kystvejen ved Nøset har en række udfordringer, der ikke kun er gældende for tilfælde med høj trafikal belastning.
Når trafikpresset er højt, så er der store udfordringer med at dreje af fra Kystvejen og ind på rute 21. I særdeleshed i retning mod Feldballe.
Dette kan løses enten ved en rundkørsel eller et lyskryds.
En rundkørsel er ikke hensigtsmæssig af to årsager. Den ene er kravet om væsentligt at øge arealet til anlæg. Den anden er, at rundkørsler ikke er egnet ved steder med meget trafik, hvor den primære trafikmængde skal ind og ud af de samme afkørsel. Dette gør, at der ikke er de naturlige afbrud, der tillader trafikken at komme ind fra sekundære afkørsler.
En stor udfordring ved krydset er imidlertid, når der ikke er så meget trafik . Grundet ringe oversigtsforhold er det meget svært at orientere sig mod trafik kommende nordfra fra Feldballe retningen, hvorfor der let kan opstå farlige situationer med hurtig kørende trafik fra denne retning. Oversigtforholdene er så dårlige, at det ikke er muligt med en forsvarlig reaktionstid, når man holder sig på den rigtige side af hajtænderne. Dette gør, at bilisterne kører ind over cykelstien for at orientere sig.
Dette sammen med, at bilister, der venter på at krydse vejen, har fuld fokus på at fange et eventuelt hul i trafikken, gør krydset meget farligt for fodgængere og cykelister, der skal krydse Kystvejen.
I sommeren 2022 har der været minimum fire situationer, hvor biler er blevet totalskadet som følge af uheld i eller i nærheden af krydset. Kun heldige omstændigheder har forhindret alvorlige personskader.
Fra Socialdemokratiet i Ebeltoft og Omegns partiforening anbefaler vi, at arbejdet med et lyskryds intensiveres. Der bør ligeledes arbejdes med etablering af fodgængerfelt over Kystvejen i forbindelse med lyskrydset.
Det anbefales ligeledes, at hastigheden i den nuværende 70 km/t zone ændres til maksimalt 60. Dette vil ikke kun gøre færdsel i krydset mere sikker, men også mindre risiko for uheld på de veje, der støder op til rute 21 og for den stigende mængde af fodgængere, der krydser over vejen i området omkring Vibæk Strand.
En ændring af hastigheden fra 70 km/t til 60 km/t på denne strækning vil kun give en forlænget rejsetid på under 10 sekunder.
Det er ligeledes vores anbefaling, at hastigheden på Kystvejen til Femmøller Strand permanent gøres til 60 km/t-zone. Dette giver en øget rejsetid på under 30 sekunder for hele strækningen. Dette er en lav omkostning for at øge sikkerheden for en strækning med mange sideveje med dårlige oversigtsforhold. Selvom der er færre brugere af vejene uden for højsæsonen, så er der en betydelig mængde fastboende i området og en vis mængde turister.
Der bør i højere grad tænkes i, hvordan trafikanterne oplever forholdet mellem hastighed og sikkerhed ind og ud af byen. Hvilken type færdselsåre skal der signaleres, så tryghedsfølelsen øges?
Derfor anbefaler vi etablering af flere fodgængerovergange på udvalgte steder på Strandvejen i Ebeltoft, da de eksisterende ikke står mål med mængden af fodgængere.
Flere overgange vil øge trygheden og sikkerheden for både lokale og for turister.