Socialdemokratiet har vist vejen i 2018

Det går godt i Syddjurs Kommune.

Der er gang i rigtig mange spændende projekter, ligesom nogle er kommet i mål.

Her vil jeg gennemgå de vigtigste.

Flere store projekter er på vej i mål, med finansieringen helt på plads.

Maltfabrikken i Ebeltoft er et godt eksempel på, hvordan ildsjæle kan vække en sovende kæmpe. Her er der samlet 100 mio ind via fonde, og nu er man klar til, i fællesskab med hele Ebeltoft, ja hele Syddjurs Kommune, at gå i luften i forsommeren i 2019.

På Mols har vi netop fået bekræftet, at finansiering af Knudepunktet, der binder hele området (inklusiv Helgenæs) sammen i et stærkt fællesskab, er nået i mål. I Socialdemokratiet er idéen om fællesskab en af vores grundholdninger, derfor glæder det os, at den stadig viser sig gældende i 2019.

Syddjurs skal være en hel kommune. Kommunen rummer mange forskellige lokalsamfund. Det er vigtigt for os i Socialdemokratiet at understøtte alle vores lokalsamfund bedst muligt.

Vi har idet forløbne flyttet fire af vores gruppemøder ud i fire byer. Derfor har vi mødt borgere i Lime, Nimtofte, Balle og Knebel. Alle steder er vi blevet mødt med åbne arme, har fået ros for vores initiativ, og har fået opgaver med hjem, vi efterfølgende har givet svar på. Dette er vores måde at vise en form for borgerinddragelse, og bedømt på de tilbagemeldinger vi får, er det noget der virker, og vi glæder os til at komme ud igen i 2019.

Her planlægger vi at besøge Pindstrup, Rodskov, Tirstrup og Thorsager.

Vi er glade for den positive historie, og fortæller gerne om alt det gode, der sker i Syddjurs Kommune.

For os er det vigtigt at tale om Syddjurs som en kommune, det sker ikke i Ebeltoft, Rønde, Hornslet eller på Mols. Det sker i Syddjurs.

Alt i alt er der sammenhængskraft mellem de forskellige byer, og synergien ved en succeshistorie i hver enkelt by/mindre lokalsamfund smitter positivt af på hele kommunen.

Der har været en del debat omkring det budget, der blev vedtaget for 2019. Tre partier valgte ikke at gå med, men vi vil dog kvittere for, at de ikke stemte imod. Forskellige politiske holdninger er en styrke og det vil være for kedeligt, hvis alle var enige. En konstruktiv debat styrker begge siders argumenter og holdninger og er godt for kommunen.

I forbindelse med budgettet stod vi fast på og blev styrket i vores holdninger, da vi ikke kunne se argumenter for skattenedsættelse ligesom vi ikke ønskede at beskære administrationen, før vi ser virkningerne af de besparelser, vi har lagt ind de kommende år.

Forud for budget 2019 havde vi meldt ind, at vi ville ansætte en bæredygtighedskoordinator, dette fik vi igennem.

Derfor har Syddjurs Kommune pr. 1. januar ansat Elinor Bæk Thomsen til denne stilling.

Med dette tiltag viser vi, at hele kommunen bakker op om bæredygtighed i ordets brede forstand. Ikke bare omkring miljø, men også socialt og økonomisk.

Vi er stolte af dette skridt i Socialdemokratiet, men hviler ikke på laurbærrene.

Dette underbygges af det kommende paragraf 17 stk. 4 udvalg for bæredygtighed. Et udvalg af eksperter, der gennem et år skal udarbejde en rapport, der klæder Byrådet på til at sætte endnu mere skub i at gøre Syddjurs Kommune mere bæredygtig.

Udvalget består af lokale borgere, her er i alt 16 med. Byrådet besætter fem pladser, mens resten udgøres af en bred vifte af eksperter inden for bæredygtighed.

Samtidig med dette, vil vi naturligvis fortsætte med at levere resultater inden for bæredygtighed, da dette arbejde kan gøres sideløbende med udvalgets arbejde.

Hvad angår bæredygtighed, er det også vigtigt for os med rent drikkevand. Derfor sagde vi i 2018 nej til at placere en tankstation nær et indvindingsområde for drikkevand i Hornslet.

Vi mener det, når vi siger vi er et grønt parti!

Når vi taler om den generelle politiske “stemning”, så har vi i Socialdemokratiet vist, at vi samarbejder med begge sider af salen i Byrådet. Vi favner bredt og har lavet flere brede politiske aftaler, ligesom vi også har lavet aftaler med begge sider af byrådssalen. Dette vil vi fortsætte med det kommende år.

Der er selvfølgelig udfordringer der venter i de kommende år. Dem er vi klar over, og meget opmærksomme på. Også her har der været en del debat om økonomisk ansvarlighed. Vi viser økonomisk ansvarlighed, både med de tillægsbevillinger der blev givet til Voksne med særlige behov og til Børn og Unge området i slutningen af 2018.

Disse blev givet for, at vi ikke skulle spare pengene det/de kommende år. Dette er en politisk stillingtagen, og vi står inde for vores måde at gøre det på. Også her er de fair at være uenig, og så er det flertallet i byrådssalen, der afgør i hvilken retning vi går.

Vi går altid efter efter det brede forlig, men står samtidig ved vores holdninger og ambitioner. Vores ambition er at gøre Syddjurs Kommune til det bedste sted at være, for dem der bor her, og samtidig være attraktiv for dem der overvejer at flytte hertil.

Med disse ord vil jeg på den socialdemokratiske gruppe ønske jer alle et rigtig godt nytår, vi håber at møde jer derude i vores dejlige kommune i 2019.

Michael Stegger Jensen 
gruppeformand 
Syddjurs Byråd