af Niels Gyldenlund Mikkelsen kandidat til Regionsrådsvalget
Der findes næppe den person i Danmark over 5 år, som ikke for resten af sit liv vil kunne huske coronakrisen og de restriktioner og omvæltninger, den førte med sig. Mundbind, nedlukning, håndsprit, forsamlingsforbud, hjælpepakker – og aflivning af mink!
Heldigvis er der færre af os, der vil skulle mindes coronakrisen med tabet af et familiemedlem eller ven som konsekvens. Vi var nemlig både heldige, dygtige og solidariske i Danmark – og så havde vi et fantastisk sundhedsvæsen, der trak langt mere end deres del af læsset.
Jeg har som sådan aldrig oplevet, at der blev talt ringeagtende om arbejde i sundheds- eller plejesektoren, men under coronakrisen har der dog været en helt anden respekt for dem, der går forrest, når vi andre har allermest brug for det. Om det er som syg, skadet eller pårørende.
Derfor skal vi også kvittere for indsatsen både før, under og efter corona til de titusindvis af medarbejdere i Region Midtjylland – selvfølgelig også til dem, der arbejder med andre områder end sundhed.
Hvis jeg bliver valgt ind i regionsrådet til november, vil det være min ambition, at Region Midtjylland er Danmarks bedste arbejdsplads. Godt nok har vi nogle af de hårdeste jobs, men det skal ikke være arbejdsforholdene, -vilkårene, lønnen eller dialogen mellem politikere, embedsværk, ledere og ansatte, der gør det hårdt.
I min valgkamp, hvor jeg indtil videre har banket på godt 7.000 døre, har jeg også mødt mange sygeplejersker, der af forståelige årsager føler sig skuffet over den seneste konflikt og indgrebet. Men de fortalte også, at det de sidste 20 år ikke har været lønnen, men arbejdsforholdene og antallet af kolleger, det handlede om. Og at fokus i strejken med ”Lønløftet” derfor var skævt. De har sagt, at en højere løn måske kan tiltrække nye sygeplejestuderende, men for dem er det ikke det afgørende – selvom en højere løn selvfølgelig også er en måde at anerkende et fags værdi. Mit håb er, at vi med en god dialog og reel inddragelse kan få mange af de allerede uddannede tilbage – måske i de kommende nærhospitaler, hvor arbejdsopgaver og -tider bliver anderledes end på fx Skejby. Stadig topprofessionelt, men uden skiftehold og dermed mere tid til familien. Kommer de tilbage, tager de noget af byrden fra de andre og en positiv spiral kan måske begynde.
Min erfaring fra byrådspolitik – og livet i alle aspekter – har vist mig, hvor vigtigt det er at inddrage tidligt og med plads til forandringer i de ideer, man ønsker gennemført. Hvis ikke sundhedspersonalet kan se fornuften i nye tiltag eller kan se begrænsninger i forhold til status quo, så bliver det ikke gennemført; i det mindste ikke som forventet fra strategipapiret.
Sammen har vi gennem årtier gjort den danske befolkning sundere og givet alle mulighed for at leve meget længere. Hvis vi skal fortsætte den positive udvikling, kræver det, at der er plads og tid til fagligheden og fokus på kerneopgaven helt ude i ”yderste led”, hvor læge, sygeplejerske, portør eller andre møder patienten.