Valgflæsk og velfærd – så er der serveret i valgkampen

Valgflæsk og velfærd – så er der serveret i valgkampen

Af Søren K. Lauridsen 
formand for Socialdemokratiet i Syddjurs: 

“For mange år siden, hvor de politiske debatter var mere ideologisk prægede, diskuterede jeg på en konference spørgsmålet om at være ’venstreorienteret’ og ’højreorienteret’ med den svenske forfatter Sven Wernström, som var en central socialistisk og socialrealistisk forfatter. Jeg kan huske, at Wernström sluttede debatten med den subjektive konklusion, at hvis man var ’højreorienteret, så var man slet ikke orienteret’!

Jeg kom til at tænke over den konklusion, da jeg forleden overværede de første partilederrunder på de landsdækkende tv-kanaler og kunne konstatere den ensidighed grænsende til ’smalsporethed’, som kom til udtryk fra de partier, der befinder sig længst til højre. Det er kun udlændingespørgsmålet, der prioriteres, mens eksempelvis temaer omkring klima og velfærd, som efter min mening bør være helt centrale temaer i den kommende valgkamp, slet ikke er noget de pågældende partier har med i deres program eller forholder sig til.

Og dagen efter kom så Venstres ’velfærdsløfte’ om udvidelse af den offentlige sektor med 69 mia.kr. frem mod 2025. Og med gyldne løfter om at standse det smertefulde omprioriteringsbidrag i uddannelsessektoren allerede i 2020 – plus en række andre initiativer, som vil friholde den kulturelle sektor for allerede planlagte besparelser!

Jo, der bliver serveret valgflæsk så det batter – og vi er endda først lige begyndt på den 28 dage lange valgkamp!

Det kneb godt nok lidt med forklaringen på finansieringen af de 69 milliarder, og folk fra Venstres regeringspartnere fra LA og Konservative så ikke ligefrem begejstrede ud på tv, da de hørte om Venstres udmelding. Og mon ikke garvede politiske iagttagere tænker tilbage på folketingsvalget i 2005, hvor en anden Venstre-statsministerkandidat pludselig lancerede sig selv som ’velfærdsstatsminister’ – men kun indtil han efter valget var tilbage i rollen som ny-liberalistisk ’minimal-statsminister’.

Det virker som om Venstre nu pludselig forsøger at overtage Socialdemokratiets velfærdspolitik, som pr. tradition har været et af partiets mærkesager – siden velfærdsstatens udvikling med Socialdemokratiet i spidsen tog fart i midten af sidste århundrede.

Også uddannelses- og kulturpolitik er traditionelle socialdemokratiske mærkesager – nogle vil huske den markante uddannelsespolitik, som blev ført af Nyrup-regeringen tilbage i 90’erne, hvor stort set alle uddannelsesområder eksploderede til gavn og glæde for alle, der var unge dengang.

I stedet for vidtløftige velfærdsløfter vil jeg gerne opfordre til, at man i valgkampen fokuserer på udvikling af velfærd set både i perspektiv af sundhedspolitikken og pensionsspørgsmålet, således at kampen mod ulighed og social uretfærdighed fastholdes.

Og fra Socialdemokratiet ved jeg, at vores lokale MF’er Leif Lahn Jensen er helt klar til at diskutere og sætte fokus på velfærdstemaet – og jeg kan kun opfordre alle til at bidrage, så vi i valgkampen får den nødvendige diskussion om den fortsatte udvikling af velfærden.”