Udgivet i

Beretning 2022 for Fællesledelsen

Socialdemokratiet i Syddjurs Fællesledelsen

Organisatorisk beretning til generalforsamlingen d. 4. april 2022.

Foreningsåret 2021 har naturligvis på grund af kommunal- og regionsrådsvalget i november været et år med et usædvanligt højt aktivitetsniveau. Hele processen endte som bekendt med en mindre tilbagegang rent vælgermæssigt og tab af et mandat, således at vi endte på 7 mandater mod tidligere 8. Men det lykkedes os at bevare borgmesterposten, således at vores borgmesterkandidat Michael Stegger Jensen d. 1. januar kunne afløse Ole Bollesen på borgmesterkontoret i Ebeltoft.

Det hele startede som altid i Socialdemokratiet i Syddjurs i meget god tid, dvs. helt tilbage i maj 2020, hvor vi fik nomineret vores borgmesterkandidat Michael Stegger og vores regionsrådskandidat Niels Gyldenlund Mikkelsen. 2020 var jo året, hvor vi på grund af coronaen både afholdt en sen generalforsamling d. 18. maj og en endnu senere d. 7. september.

Det fortsatte ved sidste års generalforsamling d. 19. april 2021, hvor vores kandidatudvalg præsenterede en prioriteret kandidatliste – efter urafstemning – på 14 kandidater, heraf 4 kvinder, som blev godkendt af generalforsamlingen. Og derefter fortsatte det i løbet af året med møder i valgudvalget, godkendelse af det endelige valgprogram i Fællesledelsens bestyrelse, åbning af valgkampen i Hornslet d. 3. september og derefter den egentlige valgkamp – desværre med et kedeligt intermezzo d. 18. oktober, hvor Christian Haubuf måtte trække sin kandidatur som nr. 2 på partiets liste – og ellers fortsatte valgkampen lige op til valgdatoen d. 16. november 2021.

Udover arbejdet som koordinerende organ for de to partiforeninger i Ebeltoft og Syddjurs Vest, og arbejdet med tilrettelæggelse af valgkampen, har Fællesledelsens primære opgave som sædvanlig været løbende og kontinuerlig sparring og drøftelser med vores byrådsgruppe i løbet af året. Specielt omkring de større sager såsom budgettet har der været en god og velfungerende dialog. Vi har i den forbindelse – også som sædvanlig – haft et åbent møde i Fællesledelsen d. 8. september 2021 om budgettet for det kommende år og overslagsårene. Det skal bemærkes, at også samarbejdet med byrådets øvrige partier – også som sædvanlig – har været genstand for en del drøftelser i dialogen med byrådsgruppen i løbet af året, herunder specielt samarbejdet med vores konstitueringspartnere fra 2017, nemlig SF, EL og Alternativet.

Ligesom i det foregående år har byrådsgruppen igen i 2021 gennemført en række ’åbne gruppemøder’ – både virtuelt og konkret fysisk – rundt om i vores geografisk ret vidtstrakte kommune. Møderne har nogen gange været afholdt i samarbejde med distriktsrådene (lokalråd), og flere gange suppleret med en husstandsomdelt flyer, hvor der gøres opmærksom på møderne. Den form for gruppemøder blev suppleret med borgmesterens (Ole Bollesens) ’walk and talk’- morgenvandringer rundt omkring i kommunens byer. Begge initiativer har været med til at understrege Socialdemokratiets vilje til nærdemokratisk dialog, hvilket også blev bemærket positivt i forbindelse med valgkampen.

Allerede i januar 2020 nedsatte Fællesledelsen det Kandidatudvalg som i henhold til Fællesledelsens vedtægt skulle forberede opstillingen af partiets kandidater til KV21.

Efter gennemførelsen af urafstemningen i april 2021 var Kandidatudvalgets opgave ophørt og valgudvalget tog over med baggrund i et kommissorium vedtaget i Fællesledelsen d. 17. august 2020 – som også nævnt i beretningen sidste år.

Valgudvalget bestod – udover af vores borgmesterkandidat Michal Stegger – af Rene Sørensen, som formand, Kjeld Petersen, Søren Holmgaard og Marianne Aakjær, og Rita Vinding sagde heldigvis ja til at være sekretær for valgudvalget og dermed fører og koordinator af valgdrejebogen, som specielt i den seneste fase i valgkampen er et helt nødvendigt planlægnings- og arbejdsredskab. Det betød en fantastisk styring og koordinering af hele indsatsen i valgkampen fra mødedeltagelse til rosedistribution! Tak til hele valgudvalget, men især til Rita for det kæmpestore arbejde, det har været gennem de 2½ måneders valgkamp at koordinere og ugentlig udsende valgdrejebogen til alle kandidater.

Men inden valgkampen åbnede, så havde valgudvalget til opgave – jf. beslutning på sidste års generalforsamling – at færdiggøre partiets valgprogram plus en pixi-udgave af programmet hen over sommeren, således at det var klar til at kunne indgå i de kandidatbrochurer, der også skulle være klar til åbningen af valgkampen i september. Det lykkedes, og på mødet d. 11. august i Fællesledelsen kunne vi godkende både det 12 sider store valgprogram, pixi-udgaven og partiets valgslogan: Sammen kan vi mere!    

Valgudvalgets opgave var derefter bl.a. at gennemføre og koordinere valgkampen, plakatophængning, mødekoordinering, samt ikke mindst sørge for, at valgbudgettet blev overholdt.

Socialdemokratiet i Syddjurs har – i henhold til vedtægten – også en Strategigruppe, som skulle tage sig af de valgstrategiske overvejelser frem mod KV21, naturligvis i samarbejde med Valgudvalget. Repræsentanter for gruppen holdt allerede i maj måned et møde med repræsentanter for vores samarbejdspartnere i byrådet, nemlig SF, EL og Alternativet. Men i modsætning til KV17, så var der ikke i første omgang nogen interesse for et teknisk valgsamarbejde. Gruppen holdt flere møder hen over sommeren, og senere kom De Radikale med i gruppen. Noget skræmt af pressens beskrivelse af, hvordan Socialdemokratiet i 2017 scorede det 8. mandat pga. det tekniske valgsamarbejde, blev det efterhånden klart, at SF og De Radikale samt EL og Alternativet havde fundet sammen i et valgteknisk samarbejde, som derefter udelukkede Socialdemokratiet. Det var rigtig ærgerligt, fordi det faktisk senere ved selve valget kostede os det 8. mandat, som så gik til Enhedslisten, fordi Alternativet ikke kom inde i byrådet. Det blev dog undervejs til et enkelt fælles valgpapir om ’grunde til at sikre et rødt-grønt flertal i Syddjurs Kommune’, som blev aftalt ved et møde d. 8. september og derefter runddelt i valgkampen.

Vores kampagnestart var d. 3. september på Kulturgrunden bagved biografen Kom-Bi i Hornslet, hvor vi luftede vores pittoreske kampagnetrailer for sidste gang. Kampagnestarten blev ikke nogen voldsom succes – selv pressen var kun sparsomt repræsenteret – men vi fik præsenteret kandidaterne og enkelte borgere fra Hornslet kom forbi og fik en tidlig valgbrochure.

Et særligt punkt var vores annoncering. For første gang havde vi en smule luft i vores valgbudget, og allerede i efteråret 2020 lavede vi en Medieaftale med Adresseavisen, hvor vi dels satsede på en række helsidesannoncer for vores borgmesterkandidat som kulminerede med en dobbelt omslagsannonce ugen før valget, dels nogle kvartsidesannoncer for alle kandidater. Desuden satsede vi på en række banner-reklamer på Adresseavisens hjemmeside, hvor de kørte med visse variationer i en måned før valgdatoen. Annoncerne i Adresseavisen blev suppleret med annoncer på Facebook og andre sociale medier.

Desværre blev vores valgkamp undervejs noget skæmmet af at vores nummer 2 på listen Christian Haubuf d. 18. oktober måtte meddele, at han på grund af beskyldninger om krænkende adfærd følte sig nødsaget til at trække sin kandidatur. Socialdemokratiet i Syddjurs tog naturligvis Christians beslutning til efterretning og udsendte samme dag en pressemeddelelse underskrevet af borgmesterkandidat og formand. Det skete på et tidspunkt, hvor kandidatlisterne til valget var indleveret og trykt, men valgplakaterne var endnu ikke hængt op.

Undervejs i valgkampen kunne vi glæde os over at Socialdemokratiet centralt troede på vores valgkampagne for at fastholde at borgmesterposten i Syddjurs fortsat var Socialdemokratiets. Vi fik et økonomisk tilskud på 40.000 kr., som var et fint supplement midt i valgkampen, hvor der nogen gange var tvivl om likviditeten kunne holde, og fredag d. 12. november havde vi den store glæde, at få besøg af statsminister Mette Frederiksen til en 50 minutters seance i A-huset i Rønde, ligesom finansminister Nicolai Wammen kom på besøg i Ebeltoft d. 13. november og gik en tur fra Maltfabrikken og rundt i byen med stort set alle vores kandidater. Det var en rigtig flot opbakning fra vores partikontor i København, som også gav pote pressemæssigt i dagene op til valget – og jo så også førte til, at vi genvandt borgmesterposten.

Både i Fællesledelsen og i vores Strategigruppe var de sidste møder før valgdatoen meget naturligt præget af drøftelser omkring konstitueringsscenarier for valgnatten. Vi udviklede forskellige planer, som kunne bruges i forhold til, hvordan valgresultatet og mandatfordelingen var. Igen et godt eksempel på det breddeorienterede, hvor vi – Stegger, Jan Bruno og jeg, som førte forhandlingerne på rådhuset på vegne af vores Strategigruppe – var rigtig godt klædt på.

Resultatet på valgnatten viste hurtigt, at Socialdemokratiet var gået et mandat tilbage fra 8 til 7 mandater, mens SF fastholdt deres 4 mandater, og Enhedslisten havde fordoblet mandattallet fra 1 til 2 mandater, mens Alternativet ikke kom ind. De Radikale fik 1 mandat. Da vi lagde tallene sammen – lidt sent på natten – kunne vi tælle til et rødt-grønt flertal på 14 mandater, som pegede på vores kandidat Michael Stegger som ny borgmester. Endnu senere på natten kunne vi konstatere, at Michael med over 1500 personlige stemmer havde fået et meget flot personligt valg. Vi blev dog hurtigt enige om, at det skulle være en bred konstituering, hvor både Venstre, Konservative, som havde en stor mandatmæssig fremgang, og Nye Borgerlige tilsluttede sig. Desværre lykkedes det ikke for os at få en udvalgsformandspost – udover Steggers som borgmester som formand for Økonomiudvalget. Det var ærgerligt, men hvis kabalen skulle gå op, så var det prisen. I dagene efter fortsatte konstitueringsforhandlingerne med fordeling af udvalgsposter, hvor Socialdemokratiet naturligvis som største parti er repræsenteret i alle 6 stående udvalg. Konstitueringsaftalen blev efterfølgende godkendt i den nye byrådsgruppe og på et ekstraordinært møde i Fællesledelsen d. 18. november.

Efter valget til Regionsrådet måtte vi konstatere, at vores kandidat Niels Gyldenlund Mikkelsen trods et pænt stemmetal på over 1700 stemmer desværre ikke opnåede valg til rådet på Djurskredsens andet mandat. Det første mandat gik til Else Søjmark fra Norddjurs, som afløste Niels Erik Iversen fra Grenaa, der af private grunde ikke stillede op igen. Else Søjmark opnåede et meget flot valg og er fortsat er kredsens eneste repræsentant i Regionsrådet.

På årets sidste møde i Fællesledelsen d. 9. december evaluerede vi valgresultatet og lavede en budgetopfølgning i forhold til valgbudgettet, som holdt pænt. Evalueringen var overordnet set rimeligt positiv: vi nåede det ene af de mål, der var sat, nemlig borgmesterposten, men mandattilbagegangen og det at partiet gik ca. 120 stemmer tilbage og det at vi ved konstitueringsforhandlingerne ikke opnåede en udvalgsformandspost pegede naturligvis i negativ retning. På en række punkter er der naturligvis ting, der kan gøres bedre i ved næste kommunalvalg – eksempelvis skal vi gerne have flere personlige stemmer, specielt i en række ’tynde områder’, hvor der ikke umiddelbart er opstillet kandidater.  Endvidere kunne byrådsgruppen ved samme møde meddele, at der er fastlagt en arbejdsfordeling, således at Michael Aakjær er ny gruppeformand, mens Ole Hansen er udpeget som politisk ordfører.

Så ikke mere om KV21 og valgkampen, men noget af det andet, der også er sket.

Samarbejdet i Rødt-Grønt-Forum med SF, Enhedslisten og Alternativet har fungeret, men ikke særlig godt. For alle de tre partiers vedkommende er det et tværkommunalt samarbejde for både Syddjurs og Norddjurs – men for Socialdemokratiet i Syddjurs er det sådan at Socialdemokratiet i Norddjurs ikke ønsker at være med. Men FH, Østjylland – tidligere LO – er med og giver rigtig god støtte og opbakning. På grund af corona-restriktionerne har der i løbet af 2021 kun været gennemført to arrangementer, nemlig for det første en kommunalpolitisk studiekreds som i foråret 2021 over 4 gange fra 25. marts til 6. maj gav en grundig indføring i maskinrummet i det kommunalpolitiske arbejde. Senere i efteråret har der været et møde i Kolind Plus, hvor Pelle Dragsted, EL, Frederiksberg præsenterede sin nye bog ’Nordisk Socialisme – på vej mod en demokratisk økonomi’. Dette møde har senere betydet, at vi her i foråret nu afvikler en studiekreds, hvor vi går nærmere ind i læsning og tolkning af bogens teori og praksis. Det skal bemærkes, at jeg har repræsenteret partiet i arbejdsgruppen i hele foreningsåret.

Det skal også bemærkes, at Grundlovsmødet i 2021, som arrangeres af Djurskredsen, blev gennemført med et rigtig pænt besøgstal. Der var oplæg ved MF og tidligere næstformand for Socialdemokratiet Mogens Jensen, professor Peter Lauritzen fra Aarhus Universitet og lektor Roger Buch fra Journalisthøjskolen. Det var dejligt igen at mødes på Julielund efter corona-aflysning sidste år og FT-valg i 2019. De øvrige aktiviteter omkring 1. maj og andre arrangementer eksempelvis det flotte jubilæumsarrangement d. 12. august i Rønde hører efter aftale hjemme i de to lokalforeninger.

Vores lokale partiblad ’Socialdemokraten Syddjurs’ er som sædvanlig udkommet med 4 velredigerede numre, herunder et valgnummer i efteråret, og i øvrigt med en række interessante temaer i 2021. Fra og med det sidste nummer i 2020 bliver bladet trykt på det mere miljøvenlige genbrugspapir, således at vi også er med til at yde vores sparsomme bidrag i forhold til regeringens klimamålsætning.  Redaktionsudvalget har i det forløbne år været Molly Thomsen, Rita Vinding, Marianne Fuglsbjerg Aakjær og Svend Erik Kjær Laursen. Tak til jer for en rigtig flot og debatskabende indsats. Også tak til alle, der medvirker ved distribution og omdeling af bladene.

Svend Erik har endvidere som altid været manden, der helt utrætteligt har vedligeholdt vores hjemmeside, mens Marianne har taget sig af Facebook. Tak også for jeres indsats der.

Vores DSU-afdeling i Syddjurs fungerer desværre ikke lige i øjeblikket. Vi har savnet DSU’erne i forbindelse med KV og RV21, bl.a. fordi vi er nogen der ikke er så gode i lygtepælene mere, men vi håber naturligvis at de er med på banen igen til kommende valgkampe til Folketinget og EU.

Vi har i øvrigt som sædvanlig deltaget i arbejdet i Djurskredsen, hvor jeg selv fortsat er næstformand.  Tak til Niels Erik Iversen, der nu – som nævnt – forlader Regionsrådet i Region Midt – og som vi har haft en rigtig god dialog med på kredsmøderne. Og ligeledes stor tak for samarbejdet til vores MF’er Leif Lahn, som vi jo også krydser klinge med ved samme lejlighed. Tak for et fint samarbejde med jer begge.

Socialdemokratiets årlige kongres i Aalborg i september 2021 blev gennemført, og Socialdemokratiet i Syddjurs var repræsenteret ved kongressen med både repræsentanter for de to partiforeninger og for Fællesledelsen.

I Fællesledelsens bestyrelse har vi afholdt i alt 7 møder siden april 2021. Der har som altid været en god dialog på møderne, hvor vi også har den glæde, at byrådsgruppen altid er pænt repræsenteret, hvilket er med til at give en god intern politisk debat. Tak til Ole Bollesen og Michael Stegger – og både den gamle og den nye byrådsgruppe for god dialog og samarbejde i løbet af året.

Til sidst en stor tak til næstformand Rene Sørensen, vores nye kasserer Søren Holmgaard, vores sekretær Linda Brask, Ole Hansen som bestyrelsesmedlem og de to partiformænd Rene Sørensen og Jan Bruno Jensen, som begge har lavet et stort arbejde både i deres respektive foreninger og ind i koordineringen til Fællesledelsen. Også tak til alle, der har været med til møderne i Fællesledelsen. Det er glædeligt at så mange har tid og lyst til at være med der.

En 10-årig periode er slut. Tak fordi jeg som ’venstre-fløjs-socialdemokrat’ fik lov at være med til at præge udviklingen i en for mig både spændende og politisk interessant periode. Da jeg efter at have været med til sammenlægningen af partiforeningerne i Rosenholm, Rønde og Midtdjurs blev den første formand for den forening, var det ikke unaturligt at jeg som ny formand for Fællesledelsen i 2012 mente at det var hensigtsmæssigt, at vi snarest blev til én forening i kommunen. Det nåede jeg ikke, men jeg nåede så en del andet. Organisatorisk har jeg altid stået for en forholdsvis stram styring med en lang planlægningshorisont, men dog altid en god intern dialog. Politisk er det dejligt at kunne konstatere, at i min formandsperiode har jeg været med til at sikre at Socialdemokratiet i Syddjurs har kunnet besætte borgmesterposten i kommunen ved to på hinanden følgende valg!

Tak for samarbejdet gennem årene.

Søren K. Lauridsen.

Udgivet i

Lyden af et borgerligt sammenrend – eller kampen om mandat nr. 14

af Søren K. Lauridsen, formand for Socialdemokratiet i Syddjurs.

Michael Stegger Jensen og Niels Gyldenlund Mikkelsen

Historien om det tekniske valgforbund mellem Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, der ved kommunalvalget i 2017 gav Socialdemokratiet det 14. mandat, er blevet dyrket ganske voldsomt i den 4-årige valgperiode, der nu er ved at være slut.

På samme måde også påstanden om, at et teknisk valgforbund i forhold til den D’Hondtske metode, synes at favorisere de store partier?

Den mest oplagte historie fra sidste kommunalvalg på den front var – som mange er bekendt med – i Nordfyns kommune, hvor Venstre fik 40% af stemmerne, men på grund af et valgforbund med de små borgerlige partier fik 50 % af mandaterne!

Den historie har Venstre i Syddjurs naturligvis også hørt, og nu er det så resulteret i et borgerligt sammenrend, hvor der er et teknisk valgforbund mellem alle partier i blå blok, hvilket vil sige, at en stemme på Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige muligvis kan blive en stemme på det formentlig største parti i blå blok, nemlig Venstre.

Lyden er tydelig nok – nu vil de blå partier til magten – nu skal mandat nr. 14 tilbageerobres!

Overfor denne gruppering står så to tekniske valgforbund mellem SF og Radikale sammen plus Enhedslisten og Alternativet. Og endelig Socialdemokratiet som det formentlig største parti i den rød-grønne blok.

Hvordan valgmatematikken udfolder sig om aftenen d. 16. november, når stemmerne er talt op, er naturligvis et helt åbent og spændende spørgsmål, men under alle omstændigheder drejer det sig kort og godt om kampen om det 14. mandat ud af de i alt 27 mandater i byrådet i Syddjurs – og dermed spørgsmålet om, hvorvidt det bliver en rød eller en blå borgmester i de næste 4 år.

Her stort set midt i valgkampen kan det ikke undre, at lyden af det borgerlige sammenrend begynder at kunne høres. Der er forlydender om en ualmindelig rå tone ved nogle vælgermøder rundt omkring – så meget, at det rejser spørgsmålet om, hvordan man egentlig kan tillade at opføre sig ved et vælgermøder, som gerne skulle kunne opfattes som almindelige demokratiske debatfora frem for en verbal slagmark?

Som efterhånden mangeårig formand for Socialdemokratiet i Syddjurs er det naturligvis klart, at jeg kun kan opfordre vælgerne til at stemme personligt på partiets kandidater, som også er med til at understrege det nye perspektiv på fremtiden, som også vores borgmesterkandidat Michael Stegger Jensen og vores regionsrådskandidat Niels Gyldenlund Mikkelsen er repræsentanter for.

Men først og fremmest skal jeg opfordre til, at man fra alle sider fører en fair og anstændig valgkamp i en tone, der kan være med til at få flere vælgere – uanset rød eller blå partifarve – til at møde op på afstemningsstederne d. 16. november.

Udgivet i

Socialdemokratiets i Syddjurs: Vi har da vores egen Vad!

af Søren K. Lauridsen, formand for Socialdemokratiet i Syddjurs.

Adresseavisens politiske redaktør har i denne uge en leder med den spændende overskrift ’Respekt for Vad’, hvor han med udgangspunkt i DSU-formand Frederik Vad Nielsens kronik i Politiken d. 17. september kommenterer bl.a. civilsamfundet som et manglende tema i den forestående kommunale valgkamp. Og slutter lederen af med en bemærkning om, at såfremt Vad havde boet i Syddjurs så ville han være en oplagt borgmester i de kommende 4 år!

Søren K. Lauridsen, formand for Socialdemokratiet i Syddjurs

Som formand for Socialdemokratiet i Syddjurs er det særdeles glædeligt, at Adresseavisens politiske redaktør her i starten af den kommunale og regionale valgkamp interesserer sig for partiets synspunkter og holdninger, herunder den værdikamp for at sikre fremtidige generationer en acceptabel velfærd, som kronikken også er et udtryk for.

Men de sidste 4 linjer er helt overflødige og uforståelige. For vi har jo i vores borgmesterkandidat Michael Stegger Jensen vores helt egen Frederik Vad!

Michael Stegger er ung, ambitiøs, og bevidst om den værdikamp, som netop er i gang i den nærmeste fremtid. Med et blik for understøttelse og videreudvikling af fællesskaber, herunder unges nye fællesskabsformer, og samtidig med en empati for civilsamfundets nærhedsperspektiv, fordi han tilhører et parti, hvor opgaver løses i fællesskab. Og så har Stegger i øvrigt holdt flere møder med Frederik Vad og er i løbende dialog med ham!

SAMMEN KAN VI MERE – er Steggers og partiets politiske slogan i den kommende valgkamp – og det er formuleret både med udgangspunkt i hans politiske overbevisning, og hans erfaringer fra 4 års intenst politisk arbejde i byrådet i Syddjurs Kommune.

Og Socialdemokratiet i Syddjurs har i vores netop offentliggjorte valgprogram faktisk en række punkter med, som drejer sig om civilsamfundets opgaver. Lad mig blot nævne punktet ’Sammen om kultur, fritid og landdistrikter’, hvor vi klart markerer at landdistrikterne skal udvikles i samarbejde med borgerne, ligesom foreningsliv og frivillighed i lokalsamfundet skal understøttes.

Vores stillingtagen til klimaspørgsmålet, som også bliver et centralt tema i valgkampen, er markeret med at vi skal skabe bæredygtige klimaløsninger i et samarbejde med borgerne, ligesom vi med et punkt om, at flere unge skal være klar til de uddannelser, der efterspørges i fremtiden, også tager fat på den problematik, som også nævnes af Vad i kronikken, nemlig at unge skal uddanne sig ind i klimakampen!

I Adresseavisen fra d. 18. marts 2020 konstaterer den politiske redaktør med en overskrift på side 9: ’Wonderkids: Socialdemokratiet satser på de unge’, at Niels Gyldenlund Mikkelsen stiller op som kandidat til Regionsrådsvalget parallelt med Michael Stegger Jensen som borgmesterkandidat for partiet.

Det er denne satsning på de unge og deres engagement i værdikampen, der nu er ved at blive realiseret. Det er en manifestation af, hvad vi skrev i en annonce på samme tidspunkt i Adresseavisen, nemlig at ’Socialdemokratiet tegner fremtiden i Syddjurs’ med en ung Michael Stegger Jensen som borgmesterkandidat og en ung Niels Gyldenlund Mikkelsen som kandidat til Regionsrådet!