Genoptræning af Syddjurs kommunes borgere kan gøres smartere

Genoptræning af Syddjurs kommunes borgere kan gøres smartere

Kære Jan Fischer, du har fuldstændig ret, det kan gøres smartere, som du skrev for nogen tid siden. Det er godt du er min medkandidat, du forstår nemlig, hvad det handler om. Jeg vil nu tillade mig, at grave lidt dybere, tage et spadestik eller to mere end du foreslår. Nemlig at få lavet en aftale med Regionen engang for alle, så genoptræningsplanerne køre på skinner.

For nogen tid siden hørte jeg nemlig, vores daværende sundhedsminister Sophie Løhde fortælle, at hun var stolt af at det danske sundhedsvæsen, altså at hospitalerne, nu kørte på skinner. Læs lige igen ”kørte på skinner”. Det er da vist nok patienterne ud over sengekanten.

Desværre er der et manglende link til patienternes hjemkommune. Specielt fortæller mine oplevelser ude i den virkelige verden, at vi ikke har ens handleplan for genoptræning, flere hospitaler i Region Midtjylland sender bl. a. patienter hjem til selvtræning med indopererede knæ og hofteproteser.  Temmelig dyr operation tror jeg nok. Det kan hospitalerne ikke være bekendt. Tænk lige når en 70 årig enlig selv skal træne uden fagligt opsyn, det kan kun gå galt. Og det gør det, det er ikke specielt sjovt, når patienten 2 måneder efter operationen kommer til kontrol ved hospitalets fysioterapeut, og mangler 15 cm i at kunne strække sit knæ.

Patienter uden handleplan kan selvfølgelig bare selv ringe til den lokale fysioterapeutklinik og få genoptræning, og må så selv betale, det skal patienterne, som sendes hjem med en handleplan ikke, de genoptrænes nu gratis i Tirstrup. Alle skal behandles lige..

Nej, nu til spadestikket, jeg mener, vi som kommune skal forhandle den manglende genoptræning på plads således, at patienterne bliver udstyret med en henvisning til genoptræning, og så har vi jo noget, der hedder ”fritvalgs behandling” i vores sundhedssystem, hvilket her kan betyde, at vi skal kunne henvende os til nærmeste eller måske i forvejen egen fysioterapeut med træningscenter. Vi kommer hurtigere på benene, vi belaster ikke vejene i Syddjurs med kørsel, færre udgifter til taxakørsel, (og det er selvfølgelig vores lokale taxafolk) det kan da kun være en win win situation.

Så jow Jan Fischer vi kan/skal gøre det smartere.

STILHED FØR STORMEN

STILHED FØR STORMEN –
KAMPEN OM DET RØDE FLERTAL I SYDDJURS KOMMUNE

Vi er nu på vej ind i den sidste runde af valget til Syddjurs byråd 2017, alle kandidaterne har helt sikkert ”slebet deres våben” i sommerferien. Der er meget der står på spil, taburetter der skal kæmpes om. Der er kun 27 pladser, og vi er rundt regnet 65 kandidater på nuværende tidspunkt.  Det er spændende, hvem der får de 27 attraktive pladser efter 1. januar 2018.

Hvem bliver borgmester?

Det har ikke været noget kønt syn de sidste 2 gange – nærmest katastrofalt, vi er kendt i det ganske land, og det er ikke for noget godt. Vi skiftede borgmester indtil flere gange, inden den officielle konstituering, Det må vi sikre ikke sker denne gang.  Hvad bliver årets valgtema?

daginstitutioner – skoler – syge- handicappede – indvandrere – ældre

eller noget helt andet nemlig: vores hverdag. Det er nemlig hverdagen, som er vigtig for os alle. Vi skal som medlem af byrådet sørge for, at fordele sådan ca. 2.5 milliarder om året. Vi skal sørge for at pengene slår til, så hele kommunen hænger sammen, som en veldrevet og fremtidssikret kommune.

Vi er på nuværende tidspunkt 12 på A-holdet, og vi vil alle gerne i byrådet for at være med til at kæmpe en kamp for hele kommunen, vi er bredt repræsenteret med unge, midaldrende, og lidt ældre, gamle er vi ikke.

”at være gammel handler mest om at have opgivet, og jeg giver ikke op”

 titlen på Lise Nørgaards nyeste bog.

Jeg vil arbejde for at vi som kommune:

  • skal have en veludstyret svømmehal i Rønde, almindeligt bassin – varmtvandsbassin. Behovet er nu så stort, at vi står fast og er klar til at søge diverse fonde til anlægsudgifterne. Det vil derfor være mere end oplagt for kommunen at være med til at stå for både byggeri og drift af en kommende svømmehal. Rønde er en stor og alsidig skoleby med 10 skoler, og et kommende stort ældrecenter. Syddjurs kommune har nu rundet 42.000 indbyggere, hvoraf ca. 5.000 er registrerede gigtramte, 10 Bofællesskaber for psykisk- og fysisk handicappede. En ny svømmehal vil ikke være luksus, men en nødvendig investering i borgernes sundhed
  • skal sørge for den nødvendige kontakt og genoptræning efter sygdom og operationer i tæt kontakt med hospitalerne og borgerne. Her må sparekniven aldrig ramme
  • skal tilbyde plejehjemspladser i byerne, Hornslet, Ryomgaard, Kolind, Rønde, Knebel og Ebeltoft. Vi må ikke lukke plejehjem, vores ældre skal blive i deres nærområder med den nødvendige pleje og ordentlige boliger
  • skal have en kommunal teatersal, der opfylder de landsdækkende turnéteatres krav
  • skal udarbejde kommune- og lokalplaner med respekt for bestående byggeri, naturen og miljøet. Vi skal ikke ændre lokalplaner til gene for bestående byggeri. Vi oplever alt for mange planer blive godkendt med et gummistempel. Det må ikke ske. Vi bor i et naturskønt område med udsigt til store vidder, natur og vand. Vi skal ikke plastre vores kyststrækninger til med højtravende byggeri
  • skal vedligeholde kommunale bygninger, torve og pladser og trafiksikre vores veje og cykelstier
  • skal tilbyde de nødvendige boliger, fremtiden kræver langt flere lejeboliger. Vi skal også sørge for de nødvendige handicap- senior- og ældreboliger i alle bysamfund
  • skal tilbyde gode og faglige daginstitutioner og skoler i nærområderne, med trafik sikre veje og stier
  • skal byder nye tilflyttere og turister velkommen, de er vores venner, og de skal behandles godt

Det er en ordentlig mundfuld, men vel egentlig en rimelig vision for vores Kommunes fremtid.

 

PROFIL

Jeg går til valg med al den erfaring, jeg har fået gennem mit arbejdsliv, foreningsliv og ikke mindst mit politiske liv. Jeg er født og opvokset i Marie Magdalene ved Ryomgaard. Jeg er gift, har en datter og flyttede til Ugelbølle 1.7.1975.

Jeg er uddannet revisor, og mit arbejdsliv: revisor, bogholder, regnskabschef, økonomidirektør, viceskoleleder og jobkonsulent. Mit forenings- og politiske liv har jeg været omkring: kasserer for Ugelbølle forsamlingshus og Beboerforening, Socialdemokratiet i Rønde, Bregnet Menighedsråd. Var medstifter af Dagplejeforeningen i Rønde Kommune, AOF aftenskoleleder, Formand for Skatteankenævn Djursland, formand for Kirkegårdsudvalget i Bregnet menighedsråd, Revisor for Syddjurs Opera og. På nuværende tidspunkt er jeg kasserer i Syddjurs Teaterforening, Vurderingsankenævnsforeningen, Fællesledelsen i Syddjurs og medlem af Fællesankenævnet Djursland, revisor for Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie Min fritid bruger jeg mest til kulturoplevelser i by og på land, udenlandsrejser gerne til Europæiske hovedstæder, cykelture og morgenbadning ved Følle strand.

DIN HERVDAG – ER MIN MÆRKESAG – STOL PÅ MIG – STEM PÅ MIG – JEG ER NR.  8 PÅ A LISTEN

Med venlig hilsen og på gensyn i valgkampen – Kirsten Frederiksen, Solskrænten 1, Ugelbølle, 8410 Rønde.
Mail:kfas@mail.dk, tlf. 40 35 99 66, facebook.com/kirsten.frederiksen.14