Socialdemokratiet klart for en borgerrådgiver

Debat

af MICHAEL STEGGER JENSEN, BORGMESTERKANDIDAT

Til onsdagens byrådsmøde 23/6-21 blev det vedtaget at sende en ansøgning til medfinansiering af en borgerrådgiver i Syddjurs Kommune. Årsagen vil jeg gerne uddybe i det følgende.

I Socialdemokratiet er vi klart for en borgerrådgiver, og gerne i samarbejde med vores nabokommuner. Her mener vi det vil give mening at samarbejde med Norddjurs, Favrskov og Randers. De har sammen med flere andre kommuner en borgerrådgiver ansat nu, og har gode erfaringer med at have det.

Flere har givet udtryk for at det er mistillid til medarbejderne, at ansætte en borgerrådgiver, det er vi lodret uenige i.

Vi gør det for at beskytte vores medarbejdere, hvor jeg blandt dem har oplevet flere, der selv efterspørger en slags ombudsmand til hjælp i de sværeste sager.

En borgerrådgiver skal derfor være et supplement til det vi har i forvejen, og vil på den måde også kunne yde vejledning og støtte til vores medarbejdere.

Vi vil i Socialdemokratiet fortsætte med at bakke op om tiltag, der vil gøre arbejdsdagen nemmere og mere gnidningsfri for vores medarbejdere. Samtidig skal man huske at det er til gavn for vores borgere, det er trods alt dem både medarbejderne og os politikere arbejder for.