Nytårshilsen fra borgmesteren

Michael Stegger Jensen (S), borgmester i Syddjurs 4/1-22

Kære borgere i Syddjurs Kommune.

Da rådhusklokkerne ringede nytårsaften betød det, at jeg nu er borgmester i Syddjurs Kommune. Det er en opgave jeg ydmygt påtager mig, og jeg glæder mig til at være hele Syddjurs Kommunes borgmester.

Jeg vil gerne sige tak til alle der stemte på mig. Hver og en af de 1812 stemmer, er jeg virkelig glad for.

Men også tak til alle dem der var nede og aflevere en stemmeseddel. Det var lidt over 71% af de stemmeberettigede i vores kommune.

Min ambition er at få flere til at interessere sig for deres egen hverdag. Ikke kun op til valget, men også de fire år imellem. Her kan være enig eller uenig med mig, det vigtigste for mig er vi får flere til at stemme, og dermed aktivt tage stilling til demokratiet.

Derfor vil jeg rundt og møde borgere i så mange byer som muligt. Som lovet i valgkampen rykker jeg kontoret ud en dag hver måned. Det vil som udgangspunkt ske første tirsdag i hver måned. I februar og marts dog anden tirsdag, grundet møder der i forvejen er planlagt.

Pga corona er jeg nødt til at springe over i januar, men ellers er planen for første halvdel af 2022 følgende:

• Tirsdag d. 8. februar: Knebel

• Tirsdag d. 8. marts: Kolind

• Tirsdag d. 5. april: Rønde

• Tirsdag d. 3. maj: Hornslet

• Tirsdag d. 7. juni: Ebeltoft

Nogle vil nok undre sig over der står Ebeltoft til sidst. Men det er ikke i sig selv et mål at komme væk fra Ebeltoft, det er kun vigtigt at komme ud af kontoret og møde nogle lokale borgere.

Programmet for dagene er det samme hver gang, og det er følgende:

• 08.00-10.00: Virksomhedsbesøg

• 10.00-12.00: Åbent kontor

• 12.00-13.00: Pause

• 13.00-15.00: Besøg i kultur- fritidsforening

• 15.00-17.00: Åbent kontor

• 17.00-18.30: Walk and talk rundt i byen

Hvis man som virksomhed eller forening gerne vil have besøg, kan jeg kontaktes på micsj@syddjurs.dk eller 23728678.

De lokale distriktsråd vil blive kontaktet i forbindelse med besøgene.

Jeg glæder mig til at komme ud og møde så mange af jer som muligt de kommende fire år.

Rigtig godt nytår til alle.