Niels Gyldenlund Mikkelsen indstilles som kandidat til Region Midtjylland

Den 33 årige Niels Gyldenlund Mikkelsen indstilles af Fællesledelsen i Syddjurs som kandidat til det kommende Regionrådsvalg Det videre forløb er nu, at placeringen på den socialdemokratiske liste skal afgøres ved en afstemning på Djurskredsens generalforsamling d. 27. april i Rønde.
Niels Gyldenlund Mikkelsen er nuværende medlem af byrådet i Syddjurs.

Pressemeddelelse

Socialdemokratiet i Syddjurs har med baggrund i en indstilling fra Fællesledelsens Strategigruppe udpeget partiets kandidat til regionsrådsvalget i november 2021.

Fra Fællesledelsen i Socialdemokratiet i Syddjurs er vi meget glade for, at Niels har sagt ja til opgaven. På samme måde som med indstillingen af Michael Stegger Jensen som partiets borgmesterkandidat tidligere i år, har vi også med hensyn til vores kandidat til regionsrådsvalget vist at det er muligt at ’satse ungt’ – også med hensyn til et område, som måske tidligere har været præget af politiske veteraner.
Jeg vedlægger her Niels’ foreløbige politiske oplæg, hvor han også præsenterer sig selv.
Søren K. Lauridsen. 
Formand for Fællesledelsen.                                                                         

For yderligere kommentarer:
Søren K. Lauridsen: 40147500.
Niels Gyldenlund Mikkelsen: 23723795.

Niels Gyldenlund Mikkelsen

Kandidat til regionsrådsvalget 2021 i Region Midtjylland for Socialdemokratiet i Syddjurs

Mit navn er Niels Gyldenlund Mikkelsen og jeg har været aktiv i Socialdemokratiet siden 2008. Dengang var Fogh statsminister, finanskrisen havde ikke ramt for alvor og Corona var kun en variant af importeret øl.
Jeg har som politisk og fagligt aktiv siddet i en række bestyrelser og udvalg og startet DSU-afdelinger op i både Grenå og Rønde.
Jeg har været ansat i DSU og fagbevægelsen og været i forreste række ved samtlige valgkampe siden Europa-Parlamentsvalget i 2009; i 2017 som kandidat til kommunalvalget i Syddjurs, hvor det lykkedes mig at opnå valg. Jeg sidder i dag i byrådet og udvalget for erhverv og beskæftigelse, der passede mig særligt godt, da jeg fra 2016 til 2019 arbejdede som svejser på Perstrup Beton midt på Djursland.
I dag er jeg ved at færdiggøre mine studier i historie og samfundsfag i håbet om at blive gymnasielærer til næste sommer.

Jeg har altid haft en stor lidenskab for politik og organisering – særligt, når det kom til at hjælpe dem, der for en stund har brug for andres hjælp. Det gælder for alvor i sundhedsvæsenet, hvor det er vigtigt for mig, at vi beholder den frie og lige adgang til behandling af højeste kvalitet; uanset patientens pengepung. Få ting kan gøre en familie utryg, som når én af de nærmeste bliver alvorlig syg. Det oplevede jeg selv på egen hånd sidste år. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være i et land, hvor man ikke bare skal bekymre sig om behandlingen men også regningen!

Vores sundhedssystem skal i højeste kvalitet behandle fysiske og psykiske sygdomme og lidelser og jeg vil være stolt over at repræsentere Region Midtjylland, der år efter år leverer fremragende resultater for de store, mellemstore og små hospitaler. Dette kan selvfølgelig ikke gøres, uden at Region Midtjyllands medarbejdere kan følge med og bliver hørt.
Danmark er et fantastisk land og én af vores største styrker er vores fællesskab. Det er et fællesskab, som alle skal kunne være en del af – også selvom man bor uden for de større byer. Derfor skal vi forbedre og udbygge den offentlige transport, hvilket ikke blot vil være godt for alle dem, der ikke har egen bil, men også for klimaet. Jeg forestiller mig en fremtid, hvor flere sammen tager bus, tog og Letbane frem for at køre alene i bil – og at flere passagerer, flere afgange og ruter vil gå fremad i takt. Vi skal bare turde sætte kursen.

Dét, jeg elsker allermest ved politik, er at tale politik med andre mennesker og jeg glæder mig til at skulle lytte og lære endnu mere om, hvad borgerne i vores region har på hjerte. Også alle dem, der ikke har planer om at stemme socialdemokratisk – det bliver jeg kun klogere af!