Inklusion og skolevægring kræver indsatser

2021 valg Debat

Af Michael Aakjær, Socialdemokratiet

Michael Aakjær

Skolevægring og inklusion er ikke nødvendigvis to sider af samme sag. Det kan være det, men er det ikke nødvendigvis. Det bør vi holde os for øje.

Skolevægring er heller ikke kun et problem på nogle skoler, det er et problem i hele Syddjurs. Det at børnene ikke kommer i skole ses også i vores nabokommuner, og det ses også på institutioner med interne skoler. Tidligere på efteråret talte jeg med en PPR psykolog fra en af vores nabokommuner. Hendes bud på den forhøjede skolevægring kunne være en følge af en lang periode med Covid-19. Det er muligt, men næppe noget vi kan afgøre med en enkelt årsag. Vi kan, skal og bør holde fokus på problemet. Vi har derfor afsat 600.000 kr i budgettet mhp at mindske skolefraværet. Det er dog en start.

De midler vil kunne belyse og afhjælpe noget af problemet med det store fravær. Men den del af vægringen, der skyldes inklusionen – den mislykkede del af den – den rammer den næppe. Det skal vi selvstændigt gøre noget ved.

Som begreb er jeg for inklusion. Det er jeg fordi inklusion i et socialpædagogisk perspektiv betyder, at der er og at der skal skabes plads til alle børn. Det kan jeg som menneske umuligt være i mod.

Men når debatten kører i medierne og på de sociale medier kan det til tider se ud som om inklusion i et undervisningsmæssigt perspektiv er noget skidt. Hvordan det? I min optik skal og bør der skabes plads på skolerne således, at børnene på vejen naturligt går i skole sammen med de andre børn fra vejen, vel vidende at sådan er det ikke altid.

At være for inklusion i folkeskolen betyder ikke, at være imod specialskoler, hverken i Syddjurs eller i andre kommuner. Det betyder heller ikke, at det er skidt at de bruges, hverken i lille eller i stort omfang. For det som det handler om det er at børnene undervises det rette sted under hensyntagende til deres individuelle forudsætninger. Så er det en specialskole der skal til, så er det sådan det er. Men folkeskolen skal have midler til også at kunne rumme en større andel af vores børn.

Inklusionen skal prioriteres fagligt, og ikke kun være en del af en økonomisk incitamentsstruktur. Der skal være både midler og faglighed på hver skole til at skolerne som udgangspunkt kan undervise de børn, der hører til skoledistriktet. Og det kræver et selvstændigt fokus. Det kræver kompetenceudvikling og investeringer i vores folkeskoler.

Det kræver også, at vi er åbne for at se på vores strukturelle forhold mht visitationen af et barn til specialskole. Lovgivningsmæssigt er det således, at skolelederen pba en PPV (pædagogisk psykologisk vurdering) kan afgøre om skolen kan håndtere undervisningsopgaven for den enkelte elev. Pengene følger eleven som det hedder, men hvad nu hvis en skole oplever, at fagligheden og økonomien er presset, hvad sker der så? Vil man i det tilfælde visitere til et eksternt tilbud?

Skoleledere er ikke onde mennesker og de træffer deres beslutninger på den faglighed som de ved deres skoler har. Men jeg kan frygte, at en for kraftig økonomisk incitamentsstruktur kan betyde, at processen forlænges før barnet får det rette tilbud, et andet sted end på distriktsskolen.

Derfor er det en overvejelse vær at se på, hvorledes fx Aalborg kommune har nedsat et visitationsudvalg, hvor en bredere faglighed samlet set og sammen med forældrene er med til at vurderer det rette undervisningstilbud for barnet. Jeg mener det kan være en vej at gå, at vi i Syddjurs bør undersøge de strukturer og lade os inspirere.