af Michael Aakjær – gruppeformand og Ole S. Hansen – politisk ordfører
I afslutningen af et læserbrev skrevet af Jørgen Ivar Brus Mikkelsen i Adresseavisen, bliver
Borgmester Michael Stegger Jensen og Socialdemokratiet bedt om at komme
med svar på et par spørgsmål. Det ene omkring valgløfter – Det andet omkring faglighed.
Valgløfter er svære at give til en sag, der ikke omhandler kommunalvalget og
som ikke besluttes i Syddjurs byråd, selvom Venstre, i valgkampen, gjorde en
stor indsats for at få det til at se sådan ud.
Vi gik, med Michael Stegger Jensen i spidsen, ind for saglig dialog med
henblik på at få maksimal indflydelse på udformningen af en mulig
kommende naturnationalpark.
Vi fremhævede flere forhold, der var vigtige for os.
At vi er for ideen om en Naturnationalpark og på den måde skabe mere vild
natur og øget biodiversitet.
At vi ikke ønsker mere hegn, så adgangen til nationalparken ville forringes.
At der skulle sikres maksimal og reel borgerinddragelse.
Der bliver ikke flere hegn. Der bliver et stort sammenhængende. Samtidig er
det besluttet, at det kommende hegn ikke bliver højt, hvilket hele Byrådet var
enige om. Det er ikke nyt. Det vidste vi allerede ved udpegningen i marts,
hvorfor det undrer os, det skal bringes i spil nu i læserbrevet.
Angående reel borgerinddragelse. Vi anerkender at borgerinddragelsen ikke
var god fra starten af processen.
Men som noget af det første inviterede borgmesteren dig, Jørgen Ivar, til et
møde med ministeren, hvor også Jesper Yde Knudsen og Kim Lykke Jensen
deltog. Sammen med dem havde du mulighed for at fremføre dine
argumenter og bekymringer omkring en Naturnationalpark.
Det samme kan du nu i den lokale gruppe, der er med til at udforme
Naturnationalparken.
Samtidig er både lokale naboer, ryttere og flere andre med i udformningen.
Det synes vi er et stærkt signal omkring den brede inddragelse, og vi har ikke
hørt negative tilbagemeldinger herfra, udover din.
Derfor undrer vi os over, at Venstre, inden der er et oplæg til et egentligt
forslag, kaster grus i maskineriet på den proces. Det håber vi ikke påvirker
det fremadrettede samarbejde i den lokale projektgruppe.
Hvad er ærindet?
Beslutningen om placeringen af Naturnationalparken er
ikke et lokalt kommunalt anliggende. Men det er vores ansvar som byråd, at
sikre maksimal indflydelse på, hvordan den indpasses i vores kommune.
Dette uanfægtet af, om man ikke bifalder beslutningen om, at den skal
placeres i Syddjurs kommune.
Hvilke dyr der konkret udsættes, er ikke endelig besluttet, arealet de kommer
til at leve på er væsentligt større og der kan tilskudsfodres i særlige tilfælde.
Vi anerkender faglighed.
Både fagligheden blandt landmænd og biologer. Også når det strider mod
vores holdninger og ønsker.
Det er meget vigtigt for os, at de instanser, både private og offentlige, som
har ansvaret for dyrehold, fremadrettet vil sikre, at de græssende dyr ikke
lider overlast.
Vi insisterer på at dyrevelfærden er høj, uanset om dyrene går i stalde, i en
zoo eller færdes mere frit. Det skal der ikke sås tvivl om.
Lad os samarbejde om at få maksimal indflydelse på udformningen på den
kommende Naturnationalpark.
Vi står i en enorm biodiversitetskrise og vi skal skabe meget mere urørt natur
i Danmark. Det er en opgave der påhviler vores generation og
Naturnationalparker er for os et bidrag hertil.